Læs mere om Lokale donationer

Ansøg om en donation til dit lokale projekt

Gør en forskel, og søg en donation til et projekt, der betyder noget for dig og dit lokalområde.

I Nykredit og Spar Nord engagerer vi os i de byer og lokalområder, vi er en del af. Det gør vi, fordi vi tror på, at der bag enhver levende by er et aktivt lokalmiljø – og det vil vi gerne støtte.

Med støtte fra vores ejer, Forenet Kredit, uddeler vi derfor donationer til lokale projekter i hele landet. Fælles for de projekter, vi donerer penge til, er, at de skal styrke og udvikle aktivitet, fællesskaber og nærvær lokalt.

Søg donation

Har du en lokal ildsjæl gemt i maven, eller har du bare en god idé, der kan styrke det lokale fællesskab, hvor du færdes til dagligt, så send os din ansøgning nu. 

Vi uddeler fx donationer til: 

  • Kultur: By- og kvarterdage, koncerter og festivaler
  • Fritid og idræt: Aktivitetsdage, stævner og foreningsliv 
  • Lokale fællesskaber: Fællesspisning, mentorordninger og aktiviteter for alle aldre 
  • Udstyr eller inventar: Nye fodboldmål, AV-udstyr, 3D-printer eller værktøj 

Vi uddeler donationer tre gange om året – i januar, maj og september.

Næste ansøgningsfrist er 5. januar 2027. I skal forvente, at få svar på jeres ansøgning ultimo januar måned.

Sådan gør lokale donationer en forskel

Når mennesker går sammen om at skabe noget for andre, opstår der noget helt særligt. Nye mødesteder, fælles oplevelser og aktiviteter, hvor flere kan finde deres plads i fællesskabet. Rundt omkring i landet er lokale donationer med til at gøre gode idéer til virkelighed. De hjælper nemlig frivillige ildsjæle, foreninger og lokale initiativer med at skabe aktiviteter, mødesteder og oplevelser, som kommer mange mennesker til gavn – og selv et mindre bidrag kan være begyndelsen på noget stort. Vi har allerede doneret til mange lokale initiativer, og bag hver donation står mennesker med en idé, der har gjort en forskel. Her kan du møde nogle af dem.

Små forbedringer med stor betydning

Guldborgsund Aqua Sport har fået nyt udstyr og bedre faciliteter. En donation på 25.000 kr. fra Nykredit og Spar Nord på Lolland-Falster gjorde det muligt at investere i nyt wakeboardudstyr særligt til børn og unge, så flere kan deltage og udvikle sig i sporten. Støtten gav også bedre rammer for fællesspisninger, der samler medlemmer på tværs af alder og erfaring.

Et samlingspunkt før og efter træning

En lokal træningsforening med godt 300 medlemmer i alle aldre har fået bedre rammer om fællesskabet. En donation på 14.000 kr. gik til borde-bænkesæt, som giver medlemmerne et fast sted at mødes før og efter træning og ved foreningens større events. Støtten bidrog også til nye dørmåtter, som forbedrer hygiejnen og indeklimaet for alle, der bruger faciliteterne.

Når fællesskabet samler generationer

Næstved Madfestival samlede mere end 25.000 besøgende og skabte flere oplevelser for børn og familier gennem kreative workshops, leg og underholdning. En donation på 50.000 kr. fra Nykredit og Spar Nord i Næstved var med til at give børn mulighed for at udfolde sig gennem kunst, sansning og fællesskab – og samle endnu flere familier om lokale oplevelser.

Mere natur. Mere fællesskab. Mere liv.

Snostrup kirke er i gang med etablere et nyt vandhul som en del af et større biodiversitetsprojekt. Med en donation på 30.000 kr. fra Nykredit og Spar Nord i Frederikssund kan børn, familier, skoler og lokale borgere lære mere om naturen og følge livet i og omkring vandet.

Fra måltid til fællesskab

En spiseaften gav enlige og ældre mulighed for at mødes omkring et fælles måltid og lære hinanden at kende. En donation på 3.000 kr. var med til at gøre aftenen mulig – og måltidet blev forhåbentlig begyndelsen på relationer og fællesskaber, der rakte ud over den enkelte aften.

Musik for hele familien

Børn, forældre og bedsteforældre blev inviteret til en særlig musikoplevelse på friluftsscenen i Padborg Skov. En lokal donation på 13.000 kr. gjorde det muligt for foreningen at dække musikernes honorar. Arrangementet gav nye generationer mulighed for at opleve levende musik i skoven og blev samtidig et første skridt mod at samle et yngre og bredere publikum omkring scenen.

Spørgsmål om donationer

Har du spørgsmål til, hvordan du ansøger, eller hvad du kan ansøge om, er du velkommen til at kontakte din lokale Nykredit og Spar Nord.

Det støtter vi ikke:

  • Kommercielle formål og aktiviteter
  • Aktiviteter/foreninger uden for Danmarks grænser
  • Løbende drift, vedligehold og/eller løn
  • Aktiviteter og begivenheder der allerede har fundet sted
  • Forprojekter og forstudier
  • Partipolitiske og religiøse projekter
  • Større anlægs- og renoveringsprojekter (fx anlægning af kunstgræsbane, etablering af tilbygning, større renovering af bygninger mv.). Vi henviser til at søge Nykredits fond ved større anlægs- og renoveringsprojekter.